Beboere og beboelser i Engesvang Sogn
1787 - 1940

DEN JYDSKE HEDE
FØR OG NU
STUDIER OG SKILDRINGER
AF
L. MYLIUS ERICHSEN
 
TEGNINGER AF VALDEMAR NEIIENDAM

KØBENHAVN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
TRYGT HOS J. JORGENSEN&CO. (M.A.HANNOVER)
1903

Side 174 ff

Om den hjemlige Tilværelse i en gammel Hedegaard for 60 -70 Aar siden giver nogle Oplysninger, der er kommen mig i Hænde fra Moselundgaard mellem Herning og Silkeborg, ret karakteristisk og indgaaende Besked. Gaarden ligger i en Mosedal med lyngklædte og beplantede Bakkedrag til flere Sider. Dens Tilliggende var paa den Tid ikke mindre end 800 Tønder Land – en Tolvtedel af en Kvadratmil, men næppe en Sjettedel var opdyrket, Resten bestod væsenligst af Lynghede og Tørvemose, som laa hen i fuldkommen Naturtilstand, og hvor Gaardens 100 Faar selv søgte sig Føden baade Sommer og Vinter. Nu, da der er Jærnbanestation ved Moselund og omfattende Tørveindustri, vil det synes underligt at høre, at Egnen for et Par Menneskealdre siden var blandt de ensomste i Jylland, sjældent kom der andre Fremmede end Taterbanderne paa Betleri. Vejene omkring Gaarden bestod kun af et Par dybtkørte Hjulspor, fulde af Huller og Slag; snart snoede de sig mellem de store Bakker og blev næsten skjult af Lyngen, snart satte de tværs over lave Sumpstrækninger eller op ad stejle Skrænter. Hovedvejen op til Gaarden, den saakaldte »Drift« , var dannet over en saadan Sump ved Hjælp af en Masse uordentligt henkastede store Sten belagt med afskrællede Lyngtørv.

Ejeren af Gaarden paa den Tid, den tresindstyveaarige Jens Pedersen, havde i 1808 taget Gaarden i Arv efter sin Fader, Peder Jørgensen, der i 1764 havde faaet den efter sin Fader Jørgen Pedersen. Saaledes skal Gaarden, saa langt man kan regne tilbage i Tiden, være gaaet som Selvejendom (dette er ikke korrekt, da gården beviseligt var en fæstegård til 1816, Ole René) fra Fader til Søn.
Aldrig forlod Sønnen det fædrene Hjem for at lære noget nyt andetsteds, Gaardens Drift forandredes derfor ingensinde, alt forblev på det gamle Standpunkt, og Bestræbelserne gik stadig kun ud på at frembringe Rug til Brød, Boghvede til Grød, samt Kaal, Mælk og Kød til Husholdningen og Faareuld til Klæder.

Jens Pedersens Kone var en Snes Aar yngre end Manden. Hun var typisk for Husmødrene på Landet: lille og spinkel, altid beskæftiget, altid stilfærdig, en Opofrende, der aldrig forlangte Tak, men fandt det i sin Orden at sørge for hvert Menneske og Dyr i Gaarden, før hun tænkte paa Mad og Hvile til sig selv. Ægteparret havde seks Sønner og tre Døtre, hvoraf de voksne tjente Forældrene som Karle og Piger. Paa Gaarden levede endvidere Mandens Faster, en firsindstyveaarig Kvinde, der nød sin Aftægt ifølge den Skik, at ugifte Kvinder altid hører Fødegaarden til. Hun lod sig kun yderst sjældent se, men holdt sig til sin Aftægtsstue; men naar om Vinteren Kulden blev hende for haard og tog for stærkt af hendes Brændsel, tyede hun gerne hen paa Aftenen ind i Gaardens lune »Skorstensstue« (d. v. s. Køkkenet), hvor hun søgte sig den skjulteste Krog og i besynderlig Tavshed strikkede paa sin Bindehose.

Gaardens Bygninger var lave og ældede, men opførte af solidt Egetømmer, Næsten hele Gaardspladsen var Møddingssted og i fugtigt Vejr et opæltet Morads; her blandedes Staldgødningen med betydelige Masser af halvforraadnede Lyngtorv. En smal Stenbrolægning løb langs alle Huslængerne, for smal til mere end ét Menneske; naar to mødtes, maatte derfor altid den ene træde ned i Uføret. Stuehuset var en snæver og uanselig Byaning med Lérvægge og Lyngtag. Gennem en lav Dør kom man ind i Forstuen, derfra til højre ind i Skorstensstuen, Beboernes daglige Opholdssted om Vinteren, hvor der paa det aabne Arnested brændte et stort Tørvebaal, der baade varmede og blev brugt til Kogeild og Lysning. Omkring Arnen samledes ved Aften alle Gaardens Folk, hver især beskæftiget med sit Arbejde. Naar Ilden ikke brændte klart nok, forstærkede man Tid efter anden Flammerne ved at kaste »Lvsebillinger« deri, en Slags harpiksagtige Fyrretræslevninger fra Tørvemosen. Fra Skorstensstuen førte Dør ind til »Dagligstuen« og til »Korsstuen«. Dagligstuen var Familjens Sommeropholdssted om Dagen og tillige Soverum baade Vinter og Sommer; langs Indervæggen fandtes her en Række indelukkede Alkovesenge fyldte med tynde Fjerdyner og grove Hylsklæder (uldne Lagner), hvor samtlige Husbeboere havde deres Natteleje. Korsstuen eller Storstuen havde ogsaa Alkovesenge, men de var til Brug for Gæster og blev især benyttede ved de aarlige Gilder, som altid blev holdt i Storstuen. Endelig var der i Beboelseshuset et Spisekammer og et Mælkerum - intet videre.

I alle Stuerne var der Bjælkeloft, Gulve af stampet Lér, lave Døre, som ingen Fuldvoksen kunde gaa igennem uden at bukke sig, højtsiddende Vinduer med bittesmaa, blyfældede Ruder, hvis Glas skinnede i alle Regnbuefarver. Kun ringe Lys kom der ind i Stuerne og endnu mindre frisk Luft, Vinduesrammerne var sømmede fast til Karmen — som endnu mange Steder i vor Tid. Bønderne synes, de faar frisk Luft nok uden Døre; inde vil de sandelig holde paa Varmen! Bohavet bestod af lange, massive Egetræsborde med Madhylder under, faste Bænke langs Vinduer og Vægge, desuden et Par løse Bænke, nogle »Treben« og Træstole med halmflettet Sæde, en Dragkiste, en stor beslaaet og bemalet Kiste og et Par Hængeskabe af høj Alder og med mange Udskærinoer og blegnede Forsiringer.
Baade Ydermure og Skillevægge var opklinede af Lér og hvidtede, men pletvis var Kalken stødt af, og den mørkegraa Lérbund blev synlig rundt omkring, hvor ikke Møbler, Skilderier med Bryllupsvers og Ligtaler eller paaklistrede Breve og Avisbilleder dækkede Afskalningen.
Selv nu til Dags træffer man hyppigt i Hedeegnene langs Vesterhavet indrammede Vers fra Konfirmationer, Bryllupper eller Begravelser. Enten er det en særlig begavet Degn, »ligefrem et Geni«, hvem den naive Tekst med grelle Blomsterillustrationer skyldes, eller ogsaa har man fra en Boghandel i Købstaden skaffet sig et Skillingsblad med gyldent ornamenterede Vers, hvis Sprog tydeligt nok røber sin tyske Afstamning. Jeg mindes Gravvers som følgende :
 

»Fader, naar Moderen spørcer:
hvor ere vort kjæreste hen?
naar hun klager og sorger,
sig, jeg ere i Himmelen igen.
Eller, naar Faderen græder,
torre hans Taare ham af,
planter, Solen skinner,
Taarene paa mit Grav«
 

Og dette:

»Grædende vi laae dig ned
i dit stille Sovekammer,
aldrig kommer du igjen,
og vi græde i stor Jammer,
thi hvad Tid slaar skjæmste Stund,
hvor vi ses os igjen som før
og foreened i eet Bund
for Guds Throne staaer dér«

Udhusene i Moselundgaard var snævre og lave med opklinede Vœgge og Lyngtag mønnet med Græstørv. Halvt op paa de sparsomt hvidtede Ydermure var der stablet afskrællede Lyngtørv, som baade støttede og lunede. Luger og Lemme var der faa af, det galdt den Gang for god Regel, at Kreaturerne tog Skade af den friske Iuft. I Stalden var der derfor en kvalm Varme. Den ene Længe, 'Bødkerhuset«, havde øverst mod Vaaningshuset en Indsidderstue, som blev benyttet til Vœrksted, i den anden Længe havde Aftœgtspigen Stue og Køkken. Bagved Lœngen laa »Kaalgaarden«, en Stump inddiget Jord, hvor der Aar efter Aar alene plantedes Grønkål. Løg, Petersilje, Gulerødder eller andre Urter og Rødder til Husbrug kendte man ligesaalidt paa denne Hedegaard som paa nogen anden i Omegnen.
Besœtningen bestod af to Heste, to Arbeidsstude, fire Køer og henved 100 Faar. Avlsredskaberne var klodsede og kun lidet hensigtsmœssige i Sammenligning med Nutidens, Arbejdsvognene var paafaldende smaa og kluntede og Rejsevognen, Stadsvognen, som i federe Egne er Gaardens Pragtstykke, var her af den mest forœldede Indretning med Lundstikker for Hjulene, en Risbagkurv, Vognskrin og to smaa Træagestole. Hesteseletøjet var det saakaldte Stavtøj med Sivpuder og Træstave, der foroven var bøjede udad som et Par Horn, samt Vandkuber af Svineskind.

I Forhold til Hedeboen nu om Stunder var Datidens Bønder meget ugunstigt stillede. Ejendom og Arbejde kunde ikke gøres blot nogenlunde indbringende, man maatte, som Jens Pedersen, der dog sad saa godt som gældfri paa sin Gaard med dets vældige Areal, nøjes med at skaffe Føde og Klæder til sig og Husstand ud af Bedriften. Nu kan Landmanden i de fleste jydske Hedeegne ret nemt bringe sit Korn, sit Smør eller andre Produkter til nærmeste Købstad eller Jærnbanestation og faa Kontanter eller Nødvendighedsartikler med tilbage samme Dag. Men fra Moselund var der den Gang fem Mile til nærmeste By, Viborg. Baade Bivejen og Hovedlandevejen var i en saa slet Tilstand, at ingen turde køre paa dem uden ved højlys Dag. Som Vejens Spor én Gang var dragne, for længe, længe siden, i Sving omkring Bakker, Moser og Hedekær, saaledes blev de fulgte af Slægt efter Slægt ; naar Sporet helt blev ufremkommeligt, kørte man bare nyt Spor ved Siden af  -  aldrig tænkte man paa at planere og indgrøfte. Forresten ligger endnu i vor Tid enkelte Hedeveje hen i saadan Tilstand. I Efteraaret 1900, mens jeg nogle Maaneder boede ved Gedhuset, konciperede jeg for Grove Sogns Beboere et Andragende til Ringkobing Amt om Grundforbedring af en milelang énsporet og lynggroet Vej fra Kjølvraagaard ad Skaaphuset til, som den kørende Post daglig maatte befare, og som laa hen i Huller og Uføre, saa Vognen hoppede ustanseligt, og som det om Vinteren, naar Vandpytterne frøs, rent ud var livsfarligt at færdes paa med Heste og Køretøj. Egentlig var det med tungt Hjærte, at jeg føjede Beboerne og »satte Andragendet i Stil« , for den primitive Lyngvej ind gennem flad Hede virkede som et Stykke dansk Historie fra fjerne Tider og med en malerisk Skønhed, der daglig gjorde mig glad og fyldte mig med Blicherske Stemninger  -  netop ved denne Vej laa »Røverstuen«, Bakkerne fra Blichers Fortælling om »Sorte Mads«, et Terræn, som min Fantasi mange Gange købte mig og gav mig Skøde paa . . . Dog, hvad kunde det nytte at ville frede den gamle Vej og Røverstuen — om faa Aar skulde den midtjydske Jernbane bryde disse dejlige Egnes Stilhed. Kulturen maatte jo have sin Gang . . . man var da moderne Fremskridtsmenneske, naturligvis! Men — alligevel…..

Med den tungtkørende, smalsporede Bondevogn, som ikke kunde have mere Læs end tre Tønder Korn, vilde en Viborgrejse, fem Mil, tage tre hele Dage for Moselundfolkene. Der var jo idelige og uundgaaelige Forsinkelser og Forhindringer, saa der gik én Dag hen og én Dag hjem, og mindre end én Dag i Viborg til at sælge Kornet og afgøre Byærinder for sig selv og andre kunde man da ikke have. Lave som Kornpriserne i de Tider var, blev Turen blot til Tab. Med de lange og daarlige Veje til Købstad havde Hedebonden aldeles ingen Udsigt til Fremgang i Velstand. Moselundgaard havde alt i alt næppe en højere Salgsværdi end 1000 Rigsdaler og repræsenterede saaledes, efter almindelig Renteberegning, kun ca. 40 Rigsdaler i aarlig Indtægt. Hvilken Forskel fra vor Tid, hvor selv det ringeste lille Husmandsbrug paa Heden er et Par Tusind Kroner værd.

Husholdningen paa Moselund stod i nøje Samklang med Gaardens tarvelige Ydre, ligesom Klædedragten var enkel og simpel. Husbonden bar til daglig en stribet Hvergarns Vest, en Skind-Nattrøje med Ærmer, Skind-Knæbukser, lange, hvide Uldstrømper, Træsko og paa Hovedet en hvid strikket Hue. Sønnerne havde lange graa Vadmels-Bukser og stribet Vest med strikkede Ærmer. Kun om Helligdagene kunde man se Mandfolkene bære langskødede Frakker af mørkeblaat Vadmel samt Læderfodtøj. Kvindernes Klædedragt var sædvanlig Hvergarns' Livstykker med snævre strikkede røde Ærmer, blaa Vadmels Skørter af den mindst mulige Vidde og stumpede forneden, men til Gengæld bundet næsten helt op under Armhulingerne, endvidere sorte Uldstrømper, Træsko og en Hue til at binde fast under Hagen.
Familjen paa Moselund havde, ligesom alle andre sparsomt vante Folk dér paa Egnen, levet i al for ringe Berøring med Byernes og mere befolkede Sognes Forfinelse og Forfængelighed til at være synderligt paavirkede deraf. Hjemmet var til det yderste præget af Jævnhed, dog var der bibeholdt en gammeldags patriarkalsk Tilstand, hvorefter Familjefaderen, der jo levede uafhængig paa sin Gaard, stedse nød Lydighed i sin huslige Kres. Hans Vilje var Lov for alle under hans Tag.

Om Sommeren var Jens Pedersen og hans Sønner næsten hele Dagen beskæftigede i Marken eller paa Heden, hvorimod man om Vinteren kunde træffe Husbonden paa Tider af Dagen, naar han ikke var optaget af Kreaturernes Røgt, sidde inde og sno Reb af Svinehaar, skære Træskeer, binde Koste eller bruge Snedkerværktøjet, medens de ældre Sønner arbejdede i Tærskeloen, i Hakkelsehuset eller paa Møddingsstedet. Hustruen besørgede Madlavningen, Brygning og Bagning og ledede Rengøringen, og i hver lille Stund, der levnedes hende, spandt hun flittig paa sin Rok eller bandt Hoser. Ogsaa den ældste af Døtrene baade spandt og bandt, medens de yngre Børn kartede Ulden i »Tejer« til Spinderskerne.
Præcis Klokken tolv om Middagen samledes alle Husets Folk i Dagligstuen omkring det store Egebord til »Unden«. En af de ældste Piger lagde Træbrikkerne paa Bordet, én for hver Person, hvorefter den ældste Søn tog Brødkagen frem fra Hylden under Bordet og skar et stort Antal Skiver af, som han delte rundt. Nu kom Husmoderen og en af Pigerne ind fra Skorstensstuen hver med et Lérfad, det ene indeholdende Kaalsuppen, det andet Kødet. Hver tog sin Træske ned fra Bjælken og Kniven af Lommen eller Bordskuffen,
Husbond for Bordenden ragede Huen af Hovedet, fremsagde en kort Bøn, tog sin Ske og langede til det fælles Suppefad, der var stillet midt paa Bordet; alle de andre fulgte efter, Mandfolkene fra den ene Side af Bordet, Kvinderne og de mindre Børn fra den anden og snart var Fadet tømt. Derpaa skar Husmoderen Kødet i Portioner og lagde en passende Part paa Træbrikkerne, som hver især skød hen til hende. Kødet haandteredes med Fingrene og Lommekniven til Hjælp. En Træstob med Øl stod paa Bordet, enhver kunde drikke deraf, saa meget han trængte. Saa sluttede Husbond Maaltidet med en kort Takkebøn  -  og under mæt Ræben og andet mere gik hver til sit.

Om Eftermiddagen Klokken fem samledes Familien omkring Bordet og spiste »Natter« eller »Nædder« (d. v. s. Nadver), for det meste Boghvedegrød og Mælk. I Vintertiden var jo Dagen og dermed Udarbejdet til Ende, og naar Mørkningsrøgtningen af Kreaturerne tillige var besørget, tog Manden fat paa sin Strikkestrømpe og indtog sin Plads ved Ildstedet i Skorstensstuen. Saa var Signalet givet til almindelig Aftenflid. Vinteraftenerne var altid de morsomste i et saadant ellers saa stille og tarveligt Hjem, thi da kunde der ofte komme Naboer paa Besøg og fortælle et og andet Nyt eller møde med en Bindehose og prøve Kappestrikning. Lidt Ekstratraktement faldt der da undertiden af.

Jens Pedersen var religiøs uden at høre til »de Opvakte«. Han sørgede omhyggeligt for, at der hver Søndag og Helligdag mødte skiftevis et Par Stykker fra Moselunds Husstand i Sognekirken i Funder for at høre Prækenen, hvis Indhold de paagældende saa bagefter skulde referere hjemme. Desuden blev der hver Søndag Eftermiddag holdt Gudstjeneste i Dagligstuen i Moselund. Husbonden krævede, at enhver i Gaarden skulde være til stede og saa festligt klædt, som Omstændighederne tillod. Stuen skulde være sat pænt i Orden, Bordene skurede, Lergulvene fejede og bestrøede med Sand. Andagten bestod i, at Manden forelæste et Stykke af Huspostillen, hvorefter man sang Salmer. Traadte en Fremmed ind imens, fortsattes Andagten uafbrudt, først efter dens Slutning blev der vist den Ankomne Gæstfrihed efter Husets bedste Formaaende.

Saaledes omtrent gik Livet i Moselund som i saa mangen anden større Hedegaard. Men efter Halvtredserne begyndte Forholdene at forandre sig. Der kom stærkere Røre til den afsides Hedeegn, Viborg-Kolding Landevejen toges under Arbejde, planeredes og indgrøftedes, saa at Færdselen nu kunde foregaa bekvemt og uden Fare ogsaa ved Nattetid. Handelspladsen Silkeborg blev oprettet, en ny Chaussé fra Silkeborg til Herning anlagt netop gennem Strøget omkring Moselund. Alt dette var ganske nyt for Hedebønderne; adskillige læmpede sig efter de ændrede Forhold og lærte at afvinde dem Udbytte for sig selv ved Salg af Landboprodukter til Handelspladsen og ved at erhverve fra den pludseligt tilgængelige Omverden en Del nyttige Redskaber, der indførte ny Metoder til Driftens Forbedring, men enkelte, af de gamle, begreb aldeles ikke den ny Tid, blev endogsaa mistroiske over for den og holdt sig stædigt til hidtil gængse Eksistensformer. Saadan gaar det jo altid, og saadan gik det Jens Pedersen. Midt i Brydningen mellem gammelt og nyt, tidligt nok til ikke at se de ny Principper sejre, døde han lykkelig, Det blev hans Søn, Peder Jensens Lod at falde som Offer for den forældede Tradition i Moselundgaard. Over fyrretyve Aar gammel som han var, da han ved Faderens Død fik Gaarden tilskødet, følte han sig fremmed over for den Opgave at være selvstændig og tage af det nye, hvad han til Bedriftens Gavn kunde bruge. Afgifterne til hans Søskende trykkede ham, hans Ægteskab  -  en Gaardmand maatte jo absolut gifte Sig  -  bragte hverken Velstand eller ny Foretagsomhed til Huse, hans Smør og øvrige Produkter, som han forsøgsvis drog til Torvs med, holdt ikke Pris med andres, han mistrøstede, gik Aar for Aar tilbage og solgte omsider sin gamle Slægtsgaard til en Kommissionær for fremmede Folk, som drev den op med Held. Selv sad han tilbage i en nykøbt, mindre Gaard i Nærheden. Men heller ikke her kunde han klare sig. Tiden løb stadig fra ham – han begreb ikke dens Krav og døde snart, forpint og nedbøjet.

Saadan er det for en eller to Menneskealdre siden gaaet mangen Hedebonde, hvor de ny Chausseer og siden Jærnbanerne skar den gammeldags Tilværelse i Stykker. De manglede Aandsbevægelighed til at ændre Kurs. Der maatte en hel ny Kulturpaavirkning til for at kvikke dem vaagne. Det blev Dalgas, der først og mest af alle vækkede dem, hans Hedesag der viste dem de nye Midler og Maal! Nu til Dags vil ny Chausseer og Jernbaner ikke gore Hedebonden .forskrækket og raadvild. Tværtimod. Han vil gnide sig glad i Skægget og forstaa paa det bedste at udnytte sin ny Situation. Der er gaaet moderne Kultur i hans træge Skikkelse som i hans magre Jord …… Alene Digteren og Maleren fortvivler over den ny Tid, som sletter Hedens farverige Linjer ud og gør Bønderne lige saa kedsommeligt »civiliserede« som Størsteparten af de Byfolk, fra hvilke Kunstneren er flygtet. — Men den ny Tid og dens Mennesker har jo ogsaa deres Poesi . . . Vi maa bare se at finde den.

Til toppen