Beboere og beboelser i Engesvang Sogn
1787 - 1940

810253 Ejerlav Gråmose Hede, Engesvang Sogn

Nedenfor kan du læse mere om Ejerlav Gråmose Hede.

Er du interesseret i en bestemt ejendom i ejerlavet, kan du vælge dens adresses vejnavn i boksen til højre og derfra komme til ejendommen.

Vejnavne i Ejerlav Gråmose Hede

Skyggevej 64 "Skovgård"

Viborgvej 61

Viborgvej 63

Viborgvej 65

Ejerlavet Gråmose Hede er et af flere ejerlav, der ikke lå i Kragelund Sogn, da Engesvang Sogn skulle etableres i 1896. Området var ikke engang et selvstændigt ejerlav, men blot den sydligste del af ejerlavet Frederiksmose eller Gråmose, der lå i Thorning Sogn.
Ejerlavets 4 ejendomme blev ved Bekendtgørelse af 14-03-1903 i kirkelig henseende lagt under Engesvang Sogn.

Find selv det originale sognekort over Thorning Sogn på "Historiske kort på Nettet" og se flere detaljer.
Vælg fanen "Sogne- og herredskort" og skriv "thorning" i søgefeltet.

På "Historiske kort på Nettet" kan man også finde matrikelkort over Gråmose Hede.
Vælg fanen "Matrikelkort", skriv "gråmose hede" og vælg "Gråmose Hede, Engesvang".

På udsnittet til højre ses Ejerlav Gråmose Hede nederst indenfor den røde streg.
Ejerlavet Gråmose Hede var ubeboet frem til slutningen af 1850'erne.

Nedenfor kan man se, hvem der boede i "kolonien Frederiksmose" fra 1787 og frem til Ejerlav Gråmose Hede blev bebygget.

Ejerlavet Frederiksmose eller Gråmose blev opmålt og korttegnet i forbindelse med matrikuleringen i 1805 og fremefter. På matrikelkortet fra 1815 er navnet angivet som ”Frederichsmose eller Graae-mose”.

Området var i 1760 en del af Alheden, som blev udlagt til opdyrkning af de såkaldte ”kartoffeltyskere”. De blev inviteret til Danmark af kongen, Frederik d. 5. (konge 1746 – 66), for at opdyrke de store hedearealer.

Omkring 1760 ankom 88 familier, der blev placeret i de 2 største ”kolonier”, kaldet ”Frederikshede” (i dag Havredal) og ”Frederikshøj” (i dag Grønhøj) med den fælles kirke (i dag i landsbyen Frederiks) midt imellem.

Der kom også tyske familier til områder længere syd på Alheden: Kompedal eller Gl. Frederiksmose, Christianshøj (i Kragelund Sogn) og Julianehede (dengang også Kragelund Sogn, nu Engesvang) samt Christianshede (i Bording Sogn).

Indenfor de første 5 - 10 år opgav hovedparten af kolonisterne livet i Danmark og udvandrede bl.a. til Rusland til området omkring Volga (se https://da.wikipedia.org/wiki/Volgatyskere).

Danskere overtog de af tyskerne forladte ejendomme og fortsatte det møjsomme arbejde med at opdyrke heden. Men nogle tyskere blev boende og deres specielle navne har præget egnen: Agricola, Bitsch, Bräuner, Bärthel, Dürr, Frank, Herholdt, Hermann, Hørmann, Kriegbaum, Lauth, Maul, Gantzhorn, Märcher, Philler, Wacherhausen, Winkler, Würtz – med forskellige stavemåder i kirkebøger, folketællinger, m.m.

De områder som kolonisterne skulle opdyrke, var ejet af staten (kongen) eller blev opkøbt fra ejerne. Kolonisterne fik i 1761 og efterfølgende år fæstebrev på deres jordlodder.

Se Mylius Erichsens skildring af Gråmose Koloniby.

I 1787 afholdt Danmark den første landsdækkende folketælling, hvor enhver person blev indskrevet med navn, alder, profession og ægteskabelige stilling.
Ejerlavet benævnes her ”Fridirichsmose”. (Det der i 2022 er Ejerlavet Gråmose Hede er den sydligste del af dette ejerlav og den gang ubeboet).

Der boede 4 familier (20 personer) i 1787 i det område der ses på matrikelkortet fra 1815. De fire familier boede i den røde cirkel på matrikelkortet 1815 - 63; det der i dag hedder Gl. Gråmose.
To af familierne bar tyske efternavne: Agricola og Wacherhausen (her stavet Vakershaus. Denne Wacherhausen var desuden gift med en Agricola).

De to andre familier bar mere danske navne: Jespersen og Jensen.

Alle 4 husfædre var ”bonde og husmand”.

Ved den næste folketælling i 1801 bor der 5 familier i den røde cirkel.

Agricola er fortsat ”husmand med jord”, og selvom han i 1787 var den ældste af de 4 husfædre, er han den eneste af dem, der stadig som 78-årig er bosiddende i Gråmose.
De fire andre ”husmand med jord” er:

Niels Powelsen, 46 år
Mikkel Mathiasen Herholdt, 37 år
Andreas Philler, 43 år
Hans Jensen, 36 år

Der boede i alt 22 personer i Gråmose i 1801.

Som nævnt tidligere blev Danmark fra 1815 og frem målt op og matrikuleret. Resultatet var kort over de enkelte ejerlav, samt en nummeringen af de enkelte jordlodder inden for ejerlavet.
Jordlodderne i Gråmose fik numre fra 1 til 5, og efterhånden som fællesjorden blev opdelt og udmatrikuleret til de enkelte ejendomme samt at de oprindelige jordlodder blev opdelt i mindre stykker, kom henholdsvis nr. 6 og 7 samt bogstavangivelserne til.

FT1834 viser 5 familier og 31 personer i Gråmose. Alle bor i Gl. Gråmose.

Matrikelnumrene angives ikke i folketællingen. Det er mine kvalificerede forslag – bl.a. ud fra matrikelkortet, hvorpå der er skrevet navne.

Matr.nr. 1: et hus.                     Jens Carl Sørensen, 22 år, ugift husmand og colonist
Matr.nr. 2: et hus.                     Jacob Hansen Gantzhorn, 59 år, gift husmand og colonist
Matr.nr. 3: et hus.                     Johannes Andreasen (Philler), 28 år, gift husmand og colonist
Matr.nr. 4: et hus.                     Diderich Peter Hansen, 35 år, gift husmand, lever af sin jordlod
Matr.nr. 5: et hus.                     Johan Peter Petersen Bitsch, 28 år, gift husmand og colonist

Jacob Hansen Gantzhorn (25-03-1775; 13-06-1855) var søn af førstegenerationsindvandrer Johan Adam Gantzhorn (1737; 1784).
Jacob Gantzhorns søn, Johannes Jacobsen Gantzhorn, boede på Firhuse 29, Neder Julianehede, ved FT1845

Johan Peter Petersen Bitsch (02-10-1806; 21-07-1874)
Se "Slægten Bitsch" tavle 8

 

FT1840 har 5 familier og 30 personer:

Matrikelnumrene angives ikke i folketællingen. Det er mine kvalificerede forslag – bl.a. ud fra matrikelkortet.

Matr.nr. 1: et hus.                     Jens Carl Sørensen, 28 år, ugift colonifæster
Matr.nr. 2: et hus.                     Jacob Gantzhorn, 66 år, gift colonifæster
Matr.nr. 3: et hus.                     Johannes Andreasen Philler, 34 år, gift colonifæster
Matr.nr. 4. et hus.                     Daniel Andreasen Philler, 36 år, gift, lejer, uldbinder   og daglejer
Matr.nr. 5: et hus.                     Johan Peter Bitsch, 34 år, gift colonifæster

 

FT1845 viser 5 familier og 31 personer:

Matrikelnumrene angives ikke i folketællingen. Det er mine kvalificerede forslag – bl.a. ud fra matrikelkortet.

Matr.nr. 1: en gård.                  Jens Carl Sørensen Møll, 33 år, gift kolonifæster
Matr.nr. 2: et hus.                    Jacob Hansen Gantzhorn, 71 år, gift kolonifæster
Matr.nr. 3: et hus.                    Johannes Andreasen Philler, 39 år, gift kolonifæster
Matr.nr. 4. et aftægtshus.        Birthe Maria Nielsdatter, 56 år, enke, aftægtskone
Matr.nr. 5: en halvgård.          Peter Petersen Bitsch, 39 år, gift kolonifæster

FT1850 viser 5 familier og 31 personer:

Matrikelnumrene angives ikke i folketællingen. Det er mine kvalificerede forslag – bl.a. ud fra matrikelkortet.

Matr.nr. 1: et kolonisted.        Anders Troelsen, 38 år, gift kolonifæster
Matr.nr. 2: et kolonisted.        Jacob Hansen Gantzhorn, 76 år, gift kolonifæster
Matr.nr. 3: et kolonisted.        Johannes Andreasen (Philler), 44 år, gift kolonifæster
Matr.nr. 4. et kolonisted.        Katrine Margrethe Kriegbaum, 53 år, enke, kolonifæster-enke
Matr.nr. 5: et kolonisted.        Peter Petersen Bitsch, 44 år, gift kolonifæster

Den 19. maj 1854 blev en lang række skøder tinglyst i Lysgård-Hids Herreds skøde- og panteprotokol. Skøderne var udstedt af kongen (Frederik VII, konge 1848-63) til de bønder der indtil da havde haft fæstebreve på ejendommene. Det drejede sig bl.a. om de 5 ejendomme i ”Gammelfrederiksmose i Thorning Sogn” med matrikelnumrene 1 – 5: (https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16968032#231943,44052945)

Matr.nr. 1 til Anders Troelsen

Matr.nr. 2 til Jacob Johan Gantzhorn

Matr.nr. 3 til Johannes Andreas Philler, der dog skal respektere den 30-06-1837 indgåede lejekontrakt med Anders Willumsen (https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=16968032#211009,39881170) om et hus med jord. Anders Willumsen var pensioneret skolelærer fra Christianshøj, Kragelund Sogn, og han optræder i FT1840-55 (90 år gl i 1855)).

Matr.nr. 4 til Thomas Mikkelsen Franch, der skal respektere aftægtsaftale over for Birthe Marie Nielsdatter (indgået 14-01-1840). Hun optræder i FT1845-55 (66 år gl. i 1855).

Matr.nr. 5 til Johan Peder Pedersen Bitsch

Ved den følgende folketælling den 1. februar 1855 boede 39 personer i 6 ejendomme:

Matr.nr. 1: et hus. Anders Troelsen, 40 år, gift husmand, lever af sin jordlod
Matr.nr. 2: et hus. Hans Adam Jacobsen, 39 år, gift husmand, lever af sin jordlod (søn af Jacob Gantzhorn)
Matr.nr. 3: et hus. Johannes Andreasen (Philler), 49 år, gift husmand, lever af sin jordlod
Matr.nr. 4. et hus. Thomas Frank, 47 år, gift husmand, lever af sin jordlod
Matr.nr. 5: et hus. Peter Petersen Bitsch, 49 år, gift husmand, lever af sin jordlod
Matr.nr. ?: et hus. Christian Jensen, 35 år, gift husmand, lever af sin jordlod

Alle 6 familier levede af at dyrke jorden.

Den 29-01-1858 tinglæses skøde på matr.nr. 1c udstykket fra matr.nr. 1 (approberet 23-02-1856 af indenrigsministeriet) fra Anders Troelsen til Hans Andreas Jensen ”til bebyggelse inden 2 år”.

Skødet er skrevet den 23-12-1857 i Gammel Frederiksmose (Gråmose) af J. P. Aaboe og Niels Thomsen. Jens Peter Aaboe var skolelærer i Engesvang (den første) fra 16-10-1857 til 01-11-1878. Han kom fra et lærerembede i Christianshøj, Kragelund.

Se fortsættelse på adresserne i Gråmose Hede:

Skyggevej 64 "Skovgård"
Viborgvej 61
Viborgvej 63
Viborgvej 65

Til toppen

Ole René MadsenTjørnevej 557442 Engesvang 2224 8645 olerenemadsen@hotmail.com