Der er ingen beboelser på Peter Svinths Vej før 1940.
Peter Svinth Jensen (1915 - 1998)
blev født i ”Bjeldskov”, Firhuse 8.
Han blev gift i 1937
med Lisbeth Antonie Lau fra Klode Mølle. De boede
først i Låsby og siden i Thorning, før de i 1941 flyttede
til Engesvang.
Her ejede Peter Svinth på skift adskillige landejendomme, hvor han drev landbrug, indtil han i 1959 fik arbejde på asfaltfabrikken ”Pankas” i Hørbylunde.
Peter Svinth sad i Engesvang Sogneråd
fra 1952 til 1970, i perioderne 1954 - 1958 og 1962 -
1970 som formand.
Efter kommunesammenlægningen
i 1970 sad han i Ikast Byråd til 1978.
Han var medlem
af Engesvang Menighedsråd og ydede en stor indsats
omkring kirkens restaurering i 1966 – 68.
En af Peter Svinths store fortjenester var, at han i 1965 fik den første større industrivirksomhed, Engesvang Spånpladefabrik, til Engesvang. Den lå hvor ABC Pavilloner A/S ligger i 2025. Det var også i hans tid som formand, at Engesvang fik ny skole (1956) og plejehjem (1968). Peter Svinth var ligeledes opmærksom på at bruge loven om landarbejderboliger til anskaffelse af billige boliger for de mange familier, der var tilflyttet Engesvang i de store tørvesæsoner efter anden verdenskrig. De ligger bl.a. på den vestlige side af Gl. Kongevej før skolen.
Peter Svinths Vej blev indviet i 1988 i overværelse af Peter Svinth og hans familie.