Beboere og beboelser i Engesvang Sogn
1787 - 1940

Kartoffeltyskerne

Dobbeltriget Danmark-Norge var eller ville være en stormagt i 1500- og begyndelsen af 1600-tallet.
Øresundstolden gav store indtægter ned i kongens lomme, så han kunne leje de soldater der skulle til for at opretholde stormagtsstatus.

Det begyndte at gå ned ad bakke med Chr. IVs (1577 - konge 1596 - 1648) deltagelse i trediveårskrigen (1618 - 48). I 1626 blev hans hær udslettet, året efter erobrede tyskerne Jylland og kun med nød og næppe fik danskerne indgået en fredsaftale, der gav dem Jylland tilbage mod aldrig igen at blande sig i tyske anliggender.
Sverige blev en større og større konkurrent som Nordens stormagt, og da Frederik III (1609 - konge 1648 - 1670) i 1657 erklærede krig mod Sverige, gik den svenske konge resolut op gennem Jylland, over isen til Fyn, Lolland, Falster og Sjælland og omringede København. Ved freden i Roskilde i 1658 måtte Danmark afstå Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm. Dermed røg forudsætningen for Øresundstolden.

Danmark prøvede - forgæves - de næste 60 år at tilbageerobre de svenske provinser, men måtte med udgangen af Store Nordiske Krig i 1720 indse, at de var tabt for altid.

Som erstatning for de mange mennesker og indtægter den danske konge gik glip af ved tabet af de svenske provinser, pegede flere på de store hedeområder i Jylland. Her kunne mange familier leve og blive produktive borgere, når heden var blevet brudt op.
På trods af kongens forordning af 23-05-1723, der lovede enhver der ville bosætte sig på heden, en række privilegier: 20 års skattefrihed, frihed for soldatertjeneste, frihed for kørselspligt og ret til at "brygge og brænde" (brygge øl og lave brændevin), var der ingen der meldte sig.

En halv snes år senere bad Chr. VI (1699 - konge 1730-46) sine embedsmænd i Jylland om at vurdere muligheden for "endel familiers etablissement på heden i Nørrejylland". I deres grundige svar kom de frem til den konklusion, at forslaget måtte afvises af økonomiske grunde (fordi mange af områderne blev påberåbt tilhørende andre end kongen). Dog åbner de en mulighed: I Hald Amt ligger Alheden, som strækker sig fra Resen Sogn til Store Havredal, og den "holdes for at være Deres Majestæts." Her mente embedsmændene, at højest 30 - 40 familier kunne få plads. Der skete ikke mere.

I 1751 nedsatte den næste konge i rækken, Frederik V (1726 - konge 1746 - 1766) en kommission, der skulle undersøge mulighederne for bebyggelse og opdyrkning af Alheden. Privilegierne fra 1723 blev gentaget. Men ingen viste interesse - på nær kaptajn Ludwig von Kahlen, der omkring 1755 byggede sit "Kongenshus" i Resen Sogn (man ved ikke nøjagtigt hvor) og ved flid og udholdenhed de næste 10 år fik opdyrket et mindre areal til ager og have. Han gav imidlertid op og blev i 1766 ansat som kaptajn i Fladstrand (Frederikshavn), hvor han døde i 1774.

Mads Mikkelsen som von Kahlen i filmen "Bastarden"

Adam Gottlob Moltke

Frederik Vs øverste rådgivere, greverne A. G. Moltke (1710 - 1792) og J. H. E. Bernstorff (1712 - 1772), der var initiativtagere til de store landboreformer, der ophævede de gamle landsbyfællesskaber med fællesdrift, iværksatte udstykning og udflytning og førte til selveje og "bondens befrielse", var meget fokuseret på hedens opdyrkning. De bestilte en kendt tysk økonom, Johan von Justi, til at vurdere mulighederne for at opdyrke den jyske hede. I 1758 afleverede han en meget optimistisk rapport, der fastslog, at den 200 kvadratmil store hede fra Sønderjylland til Limfjorden ville kunne give plads til 10.000 familier.
Så var det bare med at komme i gang.
På en hede i Nordsjælland tæt ved Fredensborg lavede man et miniprojekt for 2 pfalziske familier. Det faldt heldigt ud.

I 1700-tallet bestod det tyske område af mere end 300 stater, der på trods af at de havde den tysk-romerske kejser i Wien som fælles overhoved, førte hver deres politik. Det medførte indbyrdes krige og enkelt staters alliancer med nabolande (Frankrig, Rusland, England) afhængig af hvilke fordele man kunne opnå.

Området i den sydvestlige del af Tyskland var frugtbart, men også overbefolket. Herfra mente grev Moltke, at man kunne få gode agerdyrkere. I Frankfurt am Main havde den danske regering en legationsråd (gesandt), Johan Freidrich Moritz, der jævnligt og hyppigt sendte underretninger om situationen i det krigshærgede Europa til København.
Moritz fik pålagt opgaven at hverve sydtyskere, der var villige til at rejse til Danmark for at opdyrke hede.

Johan Hartwig Ernst von Bernstorff

Den 18-04-1759 indrykkede Moritz en iøjnefaldende annonce i den lokale avis, hvori han på kongens vegne lovede de samme privilegier som tidligere var blevet hedeopdyrkere stillet i udsigt.
Den gav hurtigt pote. I juni udstedte udenrigsminister Bernstorff de første rejsepas og den 16-06-1759 kunne Moritz meddele København, at det første hold var parat til den lange rejse.

Den 28-08-1759 brød det første hold på 15 familier med 13 børn op fra Frankfurt am Main. De vandrede gennem det krigshærgede tyske område til Lübeck (en rejse på 550 km i fugleflugt, der i dag antages at tage 6 - 7 timer i bil), hvorfra de pr. skib kom til Aarhus og i midten af oktober 1759 landede i Viborg, hvor vinteren tilbragtes i vinterkvarter. Gruppen var på turen blevet reduceret til 9 familier med 5 børn, 2 vogne, 2 heste og 1 mulæsel.

I august og september 1759 begav yderligere 3 grupper sig afsted fra Frankfurt am Main med kurs mod Fredericia via Altona - en tur på små 800 km, men nok betydelig længere på grund af de omveje man af hensyn til krigen var nødt til at tage. Disse 3 grupper, bestående af 32 familier med børn, fik vinterkvarter i Fredericia. Vinteren satte en stopper for flere afgange.

Med forårets komme i marts brød den første gruppe på 130 familier og 577 "sjæle" op fra Frankfurt og sådan fortsatte det resten af 1760.
Ved udgangen af 1760 var der i alt indrejst 259 sydtyske familier bestående af 965 personer. Langt flere end man havde planlagt efter og langt flere end man umiddelbart kunne huse på Alheden.

I januar 1761 ankom en gruppe på 10 familier til Fredericia. Det blev den sidste, der fik indrejsetilladelse til Nørrejylland (Jylland nord for Kongeåen). Øvrige kolonister blev placeret på hederne i Slesvig og Holsten, der jo var i rigsfællesskab med Danmark.

Allerede i 1757 var man begyndt at opmåle hederne, og man var også i 1758 og 59 begyndt at diskutere hvilken type gårde, der skulle bygges til hedeopdyrkerne.
De 9 familier, der var kommet til Viborg i efteråret 1759, blev inviteret med på en besigtigelsestur rundt på hederne en uge efter de var ankommet. Turen sluttede i Skophuset ved Karup, datidens kro. Her fik kolonisterne lejlighed til at fortælle, hvor og hvordan de ville bo. 
De mente, der kun var et sted, der egnede sig til opdyrkning, og det var ved Havredal. De ønskede at bo i landsbyer langs en gade i gårde som de kendte fra Pfalz-land. Det gik stik imod kommissionens ønsker. Kommissærerne ønskede, at gårdene skulle ligge ude på den jord som tilhørte den enkelte gård, så der ikke blev "for langt på arbejde". Desuden ønskede man at bygge danske bøndergårde, da de var billigere. Regeringen i København efterkom imidlertid kolonisternes krav og beordrede i november, at der skulle bygges 9 gårde til de først ankomne familier efter deres ønsker. Den 14. januar 1760 blev der holdt licitation over arbejdet på Knudstrup Kro, men ingen tilbud blev fremsat.

I løbet af foråret 1760 blev det klart, at selv 9 gårde ved Havredal forslog som en skrædder i helvede, for der forventedes flere hundrede kolonister i løbet af sommeren.
Man besluttede derfor, at på sigt skulle der anlægges 30 gårde ved Havredal (kolonien Frederikshede) og 30 gårde ved Grønhøj (kolonien Frederikshøj), og at man måtte planlægge med 2 familier i hver gård. Indtil gårdene var bygget måtte kolonisterne bo i jordhytter på 4 alens bredde og 6 alens længde med vægge af lyngtørv. Kolonisterne skulle selv bygge hytterne.

I hertugdømmet Slesvig var der 1765 blevet anvist plads til 570 kolonister i 48 kolonier, af hvilke de fleste lå omkring den nuværende landegrænse mellem Danmark og Tyskland (= grænsen mellem Nord- og Sydslesvig).

Men der var stadig ikke plads nok.

Man kiggede længere syd på. Problemet var at finde områder som kongen ejede.
Man var sikker på, at kongen ejede Skygge Hede, for han ejede hele landsbyen, der bestod af 6 gårde.
På Skygge Hede kunne man anlægge 2 kolonier på hver 15 gårde; den vestligste kaldet Frederiksdal (nu Kompedal) og den østligste Frederiksmose (nu Gråmose).

Endnu et stykke mod syd lå Engesvang Hede. Den ejede kongen også, selvom brugsretten tilhørte de  fem selvejende gårdmænd i Engesvang, men man var vel enevældig! 
Engesvang Hede blev inddraget til bebyggelse af 9 gårde.
Området fik navneforandring - så var det ligesom markeret, hvem der bestemte her: Julianehede efter dronningen, Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Endnu længere mod syd lå enestegården "Sigten", som kongen kunne købe billigt og derefter anlægge 10 gårde, der skulle opdyrke heden øst for hærvej (hovedvej 13).
Området fik navn efter kronprinsen, Christian, den senere Christian VII (1749 - konge 1766-1808): Christianshede.

Endnu længere syd på opkøbte man 3 gårde for tilsammen 1.300 rigsdaler og anlagde på Randbøl Hede syd for Billund 3 kolonistbyer: Moltkenberg på 13 gårde, Frederiksnåde på 10 gårde og Frederikshåb på 20 gårde.

152 gårde skulle bygges. Man valgte først at bygge beboelsen, senere udhus med stald og lade.

Ved udgangen af 1760 var 14 af de 30 gårde i Havredal beboelige. I Grønhøj var 8 af 30 til at bo i.
På Skygge Hede var 5 af de 30 gårde beboelige, mens man slet ikke var kommet i gang på Julianehede. Der var man i gang med at bygge "Frederiksværk" længst ude på den vestligste del af heden op mod Bording Å. På "Frederiksværk" skulle teglbrænderen bo, som skulle levere de brændte sten til gårdene.
I Christianshede kunne man bebo 1 af de planlagte 10 gårde.

To år senere - ved udgangen af 1762 - kunne man melde byggeriet færdigt fra alle kolonierne.
Samtidigt kunne man opgøre, hvor mange familier man havde tildelt jord og huse i de første 3 år:

Havredal            60 familier
Grønhøj             60    -
Kompedal          30    -
Gråmose            30    -
Julianehede        15    -
Christianshede   20    -
Frederikshåb      40    -
Frederiksnåde    20    -
Moltkenberg      26    -

I alt                   301 familier

Nogle af familierne er gengangere. 
Som det ses af tallene boede der 2 familier i de fleste af gårdene.

Frederik V

Martin Luther (1483 - 1546) indledte i 1517 sit forsøg på reformation af den katolske kirke ved sit opslag af de 95 teser på kirkedøren i Wittenberg. Resultatet blev ikke en reformation af den katolske kirke, men oprettelse af en ny kirkeretning, den evangelisk-lutherske.

Til forskel fra den katolske messe, der foregik på latin, skulle gudstjenesten i den lutherske kirke foregå på lokal sproget. Biblen skulle oversættes, så alle kunne læse den. Biblen er den højeste autoritet, hvilket betyder, at pavens autoritet ikke accepteres, da denne institution ikke er nævnt i biblen. Hvad de gamle kirkefædre har sagt eller skrevet, er kun autoritativt, hvis biblen bekræfter det.
Selvom Luther mente, at alle kristne i kraft af dåben er en præst, fandt han det stadig af praktiske grunde nødvendigt med et særligt, hierarkisk præstestyre. Han fastholdt også den katolske overbevisning om Jesu fysiske tilstedeværelse i nadveren.

  Frederiks Kirke

Det viste sig hurtigt, at de ankomne kolonister var meget forskellige - også hvad angik landbrugsfaglig viden.

Der var 3 forskellige religioner repræsenteret blandt de små 1.000 personer: der var katolikker, der var protestanter eller lutheranere, og der var reformerte. Disse tre varianter af grundlæggende samme trosretning havde i de foregående 200 år ført til krige og andre former for uroligheder i store dele af Europa, og det samme så man muligheder for her.

I Grønhøj anbragtes fortrinsvis lutheranske kolonister.
I Havredal boede fortrinsvis reformerte.

Også på Skygge Hede var de fleste reformerte.

På Randbøl Hede blev de 3 trosretninger anbragt i hver sin koloni.

Kolonisterne blev lovet en kirke og tysksproget præst. Men da kirken først var færdig i 1766, blev de 2 store kolonier på Alheden tilknyttet Thorning og Karup Kirker. Kolonierne på Skygge Hede hørte til Thorning Kirke, mens Julianehede og Christianshede hørte til Bording Kirke.
Den nybyggede kirke blev placeret lige nøjagtig midt mellem Havredal og Grønhøj og navngivet Frederiks. Her prædikede præsten de næste 100 år på tysk.

Zwingli (1484 - 1531) og Calvin (1509 - 1564) er reformatorer, der som Luther tog afstand fra pavens autoritet og ønskede præstens præken på lokal sproget.
De var begge inspireret af Luther, men mente ikke, at han havde "færdiggjort reformationen".

Den reformerte Kirke indretter sit kirkerum uden nogen form for udsmykning - intet alter, ingen krucifikser - alene en prædikestol og bænke. Prædikestolen er anbragt centralt i rummet - ofte hvor alteret er anbragt i lutheranske kirker.
Af respekt for menigheden vender præsten aldrig ryggen til menigheden. Der er intet hierarkisk præstestyre i den reformerte kirke - alle præster er lige.

De reformerte betragter brødet og vinen ved nadveren som symboler for Jesu kød og blod, hvor Luther fastholdt den katolske overbevisning om Jesu fysiske tilstedeværelse.

I Tyskland og Schweiz benævnes retningen: reformerte. I engelsksprogede lande omtales den ofte som presbyterianere, og kommer den fra Frankrig/Belgien som huguenotter.

Kolonisterne kom fra frugtbare egne og blev forståeligt noget overrasket og skuffet over de barske hedeegne.
Den manglende indkvartering og den i det hele taget uforberedte modtagelse bidrog også til skuffelsen og utilfredsheden.
I løbet af 1760 nægtede en del kolonister at tage ud på hederne og forlangte anvist mere dyrkningsegnede arealer.

Dertil kom, at kommissærerne, der stod for den praktiske del af projektet, hurtigt opdagede, at kolonisterne var en broget skare med meget vekslende landbrugsfaglig kunnen.
Kommissærerne begyndte en systematisk vurdering af hver enkelt kolonists egnethed og anbefalede rentekammeret at udvise alle ikke-egnede. Det fandt de høje herrer i København trods alt for brutalt, men som året gik samtidig med, at utilfredsheden blandt kolonisterne og problemerne med indkvartering voksede, greb man til udvisning og tilbagesendelse. En del kolonister valgte selv at udrejse.
I 1763 sluttede den såkaldte Syvårskrig i det tyske område, og den prøjsiske konge, Frederik den Store, kunne igen åbne for sit succesfyldte projekt med opdyrkning af Brandenburg. Det kunne mange kolonister bedre se sig selv i.

Ved udgangen af 1763 var kun 145 familier tilbage i Nørrejylland. Knap halvdelen af de oprindelige 327 familier.

I 1764 var man nødt til at flytte kolonien Frederiksdal (nuværende Kompedal) mod øst til bedre landbrugsjord. Hele vinteren 1763/64 havde markerne i Frederiksdal stået under vand, og man forudså, at det kunne ske ofte i de kommende år. Også Frederiksmose (nuværende Gråmose) var ramt, og man måtte nedlægge nogle af gårdene.
Man besluttede at omdanne kolonien Frederiksdal til en plantage med navnet Kompedal Plantage.

Senere samme år fik rentekammeret en ny chef, Ditlev Reventlow, hvis vigtigste opgave var at redde landets økonomi. Der skulle spares.
Kolonisterne havde indtil nu modtaget dagpenge (fordi de ikke endnu kunne forsørge sig selv) samt foder til dyrene. Det ville ved udgangen af 1765 ophøre.

Katrine den Store af Rusland havde i 1763 ved et statskup afsat sin mand og overtaget magten. Hun havde også brug for at rette op på økonomien, så hun tilbød gunstige betingelser til folk, der ville rejse over og opdyrke egnene omkring Volga. Tilbuddet kom samtidigt med de danske stramninger og fik en del kolonister til at søge lykken i Rusland.

Resultatet var, at ved udgangen af 1765 var der kun 59 familier tilbage i Nørrejylland af de i alt 327 familier, der på et tidspunkt mellem 1759 og 1765 havde været bosat her.

Havredal            30 familier
Grønhøj             16     -
Frederiksdal        2     -
Gråmose              0     -
Julianehede         1     -
Christianshede    0     -
Frederikshåb       6     -
Frederiksnåde     4     -
Moltkenberg       0     -    

Efterhånden som de tyske kolonister flyttede ud, viste det sig, at danske bønder var interesseret i at overtage deres gårde på samme betingelser, som tyskerne havde haft.

I Grønhøj og Havredal var det imidlertid ofte andre tyske kolonister, der overtog de ledige gårde, så i dette område forblev koncentrationen af tyske kolonister høj de næste mange år frem.
Men betingelserne har været de samme for alle hedeopdyrkerne, om de var tyske eller danske kolonister (således benævnes de i folketællingerne fra 1787 og i kirkebøgerne).

De første år gik det langsomt med at få opdyrket de nødvendige agre, så kolonisterne kunne brødføde sig selv. Til gengæld kom de hurtigt i gang med at dyrke deres haver, som kunne være ret store. Hos frøhandlere i Hamburg indkøbte rentekammeret frø til kål, gulerødder, radiser, rødbeder, persille, bønner, ærter, agurker m.m. En dr. Erichsen overbeviste rentekammeret om at købe læggekartofler i Glücksburg i Sydslesvig, og efterhånden blev de tyske kolonister dygtige til både at dyrke og tilberede kartoflen til alle måltider på dagen. Kolonisterne tog kartofler med på torvet i Viborg, og byboerne lærte efterhånden også at bruge denne på den tid ukendte rodfrugt. Herfra menes kolonisternes tilnavn (kartoffeltysker) at komme.
Mange kolonister havde bistader, så de kunne supplere den daglige kost med lynghonning. Tyttebær forekom i store mængder på hederne, og de kunne konserveres til vinterbrug.
Det var selv efter datidens forhold en primitiv form for landbrug. Ved hjælp af stude blev heden brudt op. Lyngen afbrændte man på de udvalgte områder, så asken kunne gøde jorden, men da naturgødningen var begrænset (man havde kun få husdyr, og gødningen blev primært brugt i haverne), var man nødt til efter få år at opbryde nye agre.  En ager var 560 x 25 alen (350 x 16 meter) - lange smalle stykker, så man ikke for ofte skulle vende den tunge ekvipage: stud + plov.
Først ca. 100 år senere blev det almindeligt at mergle jorden, og det samt brugen af mere avancerede redskaber satte gang i hedens opdyrkning.

Læs mere om udviklingen på Skygge Hede ved FT1787 og frem.

Læs mere om udviklingen på Engesvang Hede fra FT1787 og frem.

Kilder til dette opslag:

Jørgen Nielsen og Stine Bitsch-Larsen: De sydtyske kolonisters bosættelse på den jyske hede, 2. oplag 2005
Hjemmesiden: Kartoffeltyskerne på Alheden