Gine Ankersens erindringer
Mit rigtige navn er Marie Wolfgine Ankersen.
Jeg er født i Engesvang den 22. december 1904 og jeg har boet hele mit liv her i sognet.
Jeg kom til verden i et gammelt hus overfor Engesvang præstegård. Det hedder nu Krattet nr. 29. (Jeg tror, at Gine ikke husker sine første år, hvor hendes familie boede på Firhuse 13)
Min far hed Jens Peter Nielsen, født 17. juli 1878. Min mor hed Ane Nielsen, født 5. februar 1881. Både min far og mor arbejdede ved Martin Ankersen på Klosterlund. Far arbejdede ved tørveværket og mor rejste tørv.
Vi var i alt 7 børn, 4 piger og 3 drenge. Jeg var den tredje ældste. Alle mine søskende var med i mosen i tørvesæsonen -de hjalp mor med at rejse tørv. Jeg var den eneste af os, som ikke var med i mosen. Jeg var syg det meste af min barndom af tuberkulose. Jeg husker, at jeg lå i sengen i flere år. Da jeg var 10-12 år kom jeg på sanatorium - det var på Kaløvig sanatorium. Jeg husker, at jeg kom hjem den dag 1. verdenskrig sluttede. Det var den 6. november 1918. Jeg var da 14 år. Jeg begyndte at gå til præst og blev konfirmeret, da jeg var 15 år.
Som følge af min sygdom kunne jeg ikke gå i skole. Jeg gik kun i skole i ca.1 år, men jeg lærte alligevel noget hjemme. Mens jeg lå i sengen, kom lærer Nedergaard tit ind til mig. Han hjalp mig med dansk og regning. Han fortalte, hvad de andre inde i skolen havde gennemgået. Han havde ofte bøger og andet med, som jeg skulle læse. Jeg tror ikke, det var noget lærer Nedergaard havde pligt til, men jeg var glad for, at han kom. På sanatoriet fik jeg også lidt undervisning - vist nok nogle få timer om ugen- så jeg har klaret mig helt godt.
Da jeg var 16 år kom jeg ud at tjene for første gang. Jeg kom i huset i Silkeborg. Jeg havde en bedstemor og bedstefar i Silkeborg, hvor jeg kunne være, når jeg havde fri. Jeg var i Silkeborg ca. 1½ år.
Da jeg var ca. 20 år, fik jeg en plads på en gård i Frederiksdal. Ejeren hed Anker Ankersen. Det var hans fødegård. Han havde 11 søskende. Den ene hed Valdemar, han blev min mand.
Jeg kom i omstændighed. Ca. 14 dage før jeg skulle føde, flyttede jeg hjem til mine forældre. De boede nu i Holgers Minde. Det var et gl. hus, nu Gl. Kongevej 65.
Der blev vores første barn født. Det var en dreng og han kom til at hedde Villy. Han blev født 2. aug. 1926.
Den 1. december 1926 blev Valdemar og jeg gift. Vi flyttede ind i et gl. hus ovre ved siden af Grågård, den er senere blevet kaldt Jagthytten. Det var et gammelt hus med stråtag. Der var dengang 2 lejligheder i huset, så der var ikke meget plads.
Her blev vores to piger født. Først Vera den10. februar 1928 og derefter Vita den 23. september 1929. Så nu var vi fem i alt.
Som omtalt arbejdede min far ved Martin Ankersens tørveværk. I foråret 1927 kom min far til skade ude i tørvegraven. Et par heste løb løbsk, far fik et tipvognsspor nedover sin fod, så han ikke kunne arbejde mere.
Valdemar fik hans plads ved tørveværket, og den beholdt han lige til han måtte holde op pga. alder.
Martin Ankersen og min Valdemar Ankersen var i familie, selv om det var langt ude. Martin Ankersens bedstefar og Valdemars bedstefar var brødre.
Jeg kom også til at arbejde på Klosterlund. Jeg kom til at rejse tørv.
Den første dag, jeg var på arbejde for Martin Ankersen, fik jeg skæld ud af ham. Tørvene var for små, de var blevet for tynde, men lette at rejse, hvilket jeg var glad for. Men det var Martin Ankersen ikke. Det kunne jeg jo ikke gøre for, hvilket jeg også sagde til ham. Han sagde, at jeg var en satans kvinde, men han fortrød det hurtigt og næste gang han kom, havde han en bajer med til mig. Han spurgte, om vi ikke skulle være venner igen og det blev vi så.
Da vi havde boet i det gamle hus ovre på kanten af mosen i 5 år, byggede vi huset, som vi stadig bor i. Det kostede dengang 5.000 kr. plus byggegrunden, som kostede 200 kr. Det var i 1931.Vi lånte 5.000 kr. i kreditforeningen på et 65-årigt lån. Vi fik ca. 3.800 kr. hjem, resten måtte vi selv betale. De 200 kr. for byggegrunden betalte vi i afdrag til murer Juel Hessel, som også byggede huset. Lånet på huset betalte jeg det sidste afdrag på lige før jul i 1995.Vi har aldrig haft andre lån i vores hus. Vi har boet billigt i mange år.
I mange år fik vi vores brændsel fra Martin Ankersen, Klosterlund. Vi fik det oven i vores løn. I det nye hus blev der lagt vand ind og der blev lavet afløb.
I det gamle hus måtte vi selv hente vand ind fra en brønd og bære det ud igen. Elektricitet fik vi først i 1944. Indtil da havde vi kun brugt petroleumslamper. Men under krigen kunne vi ikke købe petroleum mere, selvom vi havde både penge og rationeringsmærker.
Som sagt havde Valdemar arbejde i tørvemosen, men det var jo kun i tørvesæsonen, der var noget at lave der. Udenfor sæsonen gik Valdemar tit på vejen og reparerede den eller han slog skærver for kommunen. Når han slog skærver, sad han på en plads der hvor Mosevej nu begynder. Senere lagde han fliser - både ved den nye skole og omkring plejehjemmet. Det var sammen med Niels Sørensen fra Gl. Engesvang.
I tørvemosen arbejdede Valdemar sammen med mange forskellige. Der var bl.a. Aksel Sørensen, Pårup, Niels Jensen - kaldet Niels Røgter - som var gift med Gusta og der var "lille Smidt" fra Klode Mølle, jeg kan ikke huske, hvad han hed, men det var
Magnus Smidts far. Så var der Peter Elbæk, ja og mange flere!
Vi havde mange gode år ved Martin Ankersen. Et år - det var i 1936 - passede jeg museet, som Martin Ankersen havde bygget derovre. Der var også bygget et beboelseshus ved siden af. Der flyttede vi over. Jeg søgte bevilling hjem, så jeg måtte sælge kaffe, brød, is og sodavand. Jeg tror nok, at den bevilling gælder endnu. Jeg måtte ikke sælge stærke drikke.
Vi blev
derovre i en sæson. så flyttede vi tilbage til vores hus, som havde stået tomt den sommer. Vi syntes, det var for langt for vore børn at cykle, når de skulle i skole. De
var jo nu fra 7 til 1O år.
Året efter blev der ansat en museumsinteresseret mand fra København. Han hed Tøjbøl. Han var der 4 - 5 år. Han var også danselærer. Vi dansede på afholdshotellet "Stjernen".
Da Tøjbøl rejste, kom der en mand, der hed Nielsen. Han var der indtil Knud Johansen og hans kone Rigmor fik pladsen. Museet blev efter Martin Ankersens død vist nok overtaget af nationalmuseet.
Martin Ankersen ville gerne have et spil kort. Han ringede tit til bageren, når han ville have fat i os. Så måtte bager Brønd sende bud op til os (vi havde jo ikke telefon dengang) og så måtte vi cykle over til Ankersen.
Vi spillede både Rommy og Klør sevindsel. Det kunne hans kone, Karoline, også spille. Vi spillede ikke om penge, kun om æren. Når vi havde spillet et par timer, fik vi en kop kaffe og så drog vi hjem igen. Vi fik også tit en bajer, mens vi spillede.
Da Martin Ankersen blev ældre og tørveproduktionen var holdt op, byggede han et stort hus ovre på den anden side af vejen. Det er det hus, som nu tilhører camping pladsen. Der var to store lejligheder i huset.
Martin Ankersen flyttede ind i den ene og en bror til ham, som hed Chr. Ankersen og hans kone Signe, flyttede ind i den anden lejlighed. De kom fra Salten ved Them.
Martin og Chr. Ankersen var som sagt brødre og deres koner, Karoline og Signe, var søstre.
Martin Ankersen havde også en søster, som var gift med Peter Lukas, som boede her i Gl. Engesvang.
På et tidspunkt overdrog Martin Ankersen gården "Klosterlund" til Hedeselskabet.
I 1955 blev vi kaldt over til Martin Ankersen - det var den 31.oktober. Han forærede Valdemar sin bil. Han kunne ikke selv køre sikkert mere. Han var et par gange kørt i grøften på vej til Kragelund og han havde også problemer med synet.
Martin Ankersen havde - sammen med sin revisor -- udfærdiget et gavebrev, som fulgte med bilen. Deri stod følgende:
"Livsgave. Under overværelse af revisor G. Lorentsen, Silkeborg, har jeg dags dato i mit hjem i Klosterlund bestemt at bortskænke mit automobil, Ford VB, indregistreringsnr. X6996, til min mangeårige medhjælper og slægtning Valdemar Kr. Ankersen, Engesvang. Denne gavedisposition er udtryk for min påskønnelse for mangeårigt veludført arbejde i min tørvemose. Vognen, der er ca.15 år gl., repræsenterer en værdi af formentlig kr.3.000, hvilket bemærkes af hensyn til evt. afgift til det offentlige vedr. denne overdragelse. Vognen kan af V. Kr. Ankersen afhentes i min garage når som helst fra dags dato, ligesom han selv må sørge for indregistrering i eget navn og endelig afholde alle udgifter herefter. Det er en aftale, at V. Kr. Andersens søn, Villy, i kommende tid og så længe jeg lever, skal køre for mig vederlagsfrit på anfordring.
Klosterlund d. 30. oktober 1955.
Jeg- Gine Ankersen - forærer herved gavebrevet til Engesvang Tørve-og Egnsmuseum.
Jeg kan også huske, at der skete nogle ulykker under tørveproduktionen. Dog ikke ved Martin Ankersens tørveværk.
Ved Emil Ernsts store værk, som lå på kanten af mosen lidt nordfor det sted, hvor nu Unitruck ligger, faldt en mand i tørveælteren, mens den kørte. Han fik benene kørt af og døde ganske få timer efter.
Jeg havde en onkel, som arbejdede ved det samme tørveværk. Manden, som blev dræbt, blev kaldt Peter Thybo. Han var ikke her fra egnen.
Nogle år senere faldt også en anden mand i en ælter. Det var ved Emil Ernsts lille værk, som lå lidt længere mod syd, omtrent der, hvor det gl. hus "Jagthytten" ligger. Det var en bror til Niels Ankersen, som boede i Moselund. Også han blev dræbt.
Martin Ankersen havde det ikke så godt de sidste år, han levede. Han var skuffet over den måde, Hedeselskabet drev gården på. Han havde regnet med, at der skulle
have været en skole, hvor unge mennesker kunne lære landbrug, skovbrug m.m. Det var der ikke rigtig brug for, så det blev kun til en maskinstation.
Johs. Malmbak, som styrede maskinstationen og som flyttede ind i stuehuset, kunne
Martin Ankersen ikke rigtig lide og ikke komme til rette med.
Broderen og svigerinden, som flyttede ind i den ene lejlighed i den store villa, kunne han heller ikke enes med. Bedre blev det ikke, da Martin Ankersens kone døde d. 12. dec. 1951.
De sidste år var han vel også noget senil. Hans gode venner og jagtkammerater fjernede hans jagtvåben m.m. fra hans lejlighed. Han havde vist nogle gange skudt efter noget, som han bildte sig ind, at han så oppe i skovkanten. Jeg syntes nu ikke, han var særlig senil, det var noget Chr. og Signe gjorde ham til.
Vi fik da også brev fra dem. De forlangte, at bilen, som Martin Ankersen havde givet Valdemar, skulle leveres tilbage til dem. Vi ringede til revisor Lorentsen, som lovede at ordne det, og vi hørte aldrig mere til det. Det var kort efter Martin Ankersens død. Det var godt, at der var blevet lavet et gavebrev.
Min mand,Valdemar,døde13. juni1984, 83 år gammel. Jeg bor stadig i huset, som vi byggede i 1931.
Jeg synes, jeg har haft et langt og godt liv.
Ovenstående er kopieret fra hæftet "Gjellerup Smedie på Klosterlund og Gine Ankersens erindringer", der er udgivet af Museumsforeningen for Engesvang Tørve- og Egnsmuseum i december 1996.