På marken, hvor nu villaerne på Emil Ernsts Vej ligger, lå der for 100 +/- 25 år siden hver sommer tusindvis af tørv. Jorden tilhørte nemlig Engesvangs største tørvefabrikant, Jens Kasper Emil Ernst (1854 - 1933).
Han blev
født i Tikøb i Nordsjælland, men havnede i Jylland, hvor
han i 1878 blev gift i Vinderslev med Kirstine Anine
Pedersen (1857 - 1931). De slog sig ned i Sparkær
mellem Viborg og Skive, hvor Emil Ernst arbejdede i
tørvemoserne.
Ritmester Rahbek havde her udviklet en
produktionsmetode, som muliggjorde masseproduktion
af tørv. Disse erfaringer samt økonomisk kompagniskab
med bogtrykker Marius Jensen fra Skive (der var formand
for Jyske Tørvefabrikanter indtil 1920) tog Emil Ernst
med til Klosterlund i 1904, hvor han lejede Klosterlund
Tørveværk af Martin Anchersen på "Klosterlund" og begyndte at grave
tørv i Calmusdalen, som nu har navnet ”Skallerund”.
I november 1904 købte Marius Jensen og Emil Ernst gården på
Åboesvej 29. Til gården hørte store moseområder.
I 1908 købte de også ”Grågård” (nuværende
Kastanie Allé 117), der ligeledes havde store mosearealer. Fra 1920 - 1924 ejede de også ejendommen på Tjørnevej 51.
Langs med mosen anlagde Emil Ernst
flere tørveværker, som man stadig kan se resterne af. Da Marius Jensen døde i 1923, solgte
enken sin halvdel af ejendommene til Emil Ernst.
I 1918 købte Emil Ernst parcellen på Jernbanegade17 og byggede huset over for stationen. Her boede Kirstine og Emil Ernst til deres død. De fik sammen 10 børn; nogle af dem fortsatte tørvefabrikationen i Engesvang, men ikke i samme omfang som faderen.
Emil Ernst Vej blev indviet i 1988.
Emil Ernst Vej var ikke bebygget før 1940.