om
"Kaptajnsgården" på Julianehede

Danmark set fra Luften 1951
”Kaptajnsgården” fik sit navn i begyndelsen af 1900-tallet, efter at den pensionerede kaptajn fra hæren, Johan Frederik Schultz, med sin kone i 1907 flyttede fra Sjælland til Julianehede.
Det var omegnens befolkning, der omdøbte den tidligere ”Julianegård”.
Gården, der var bygget i 1858-59, var meget forfalden, og den 51-årige kaptajn og hans jævnaldrende kone stod over for en gigantisk opgave.
De gik i gang med opdyrkningen, og med vekslende held dyrkede de afgrøder, holdt får og kreaturer, opdrættede høns og tilplantede de mest ufrugtbare arealer.
Da kaptajnen i 1935 – et år før han døde – solgte gården til den yngste datter, Sofie, var det en veldrevet gård, som hun fortsatte driften af.
Det var Sofie, der byggede den to-etagers tårnlignende tilbygning, man ser på fotoet fra 1951.
Kaptajnen var opkaldt efter sin farfar, der ejede godset ”Voergård” i Vendsyssel fra 1825 til 1841. Kaptajnens far blev født på ”Voergård”, og kaptajnen voksede op på herregården ”Nøjsomhed” i Lyngby-Tårbæk.
Kaptajnens kone, Caroline Schacht, var før ægteskabet en kendt skuespillerinde i København.
Familien tilhørte således ”det bedre eller højere borgerskab”, og familien på ”Kaptajnsgården” blev også egnens ”high society”.
Sofie var uddannet koncertpianist og gav koncerter rundt om i Europa. I begyndelsen af 1920erne stoppede hun karrieren og slog sig ned på ”Kaptajnsgården”.
Storesøsteren Emma flyttede med forældrene til Jylland. Hun blev i 1931 – 49 år gammel – gift med Christian Christiani fra ”Bøllingsøgård”.
I 1953 solgte Sofie ”Kaptajnsgården” til Det danske Hedeselskab, der stadig ejer ejendommen.
Den eneste bygning, der i 2025 er tilbage på arealet, er bungalowen fra 1936, der blev opført som enkebolig for en af kaptajnens søstre, kaldet Fanny.
De sidste rester af avlsbygningerne og stuehuset blev fjernet i 1972. Man vurderede, at en istandsættelse ikke kunne svare sig.
”Kaptajnsgården” var den udflyttede version af kartoffeltysker-gården på Firhuse 27, der blev opført i 1760, som en af fire gårde i Neder Julianehede til de inviterede sydtyskere, der skulle opdyrke Alheden. Efter udflytningen blev den oprindelige gård på Firhuse 27 stående, og den har været beboet fra 1760 til nutiden.