Beboere og beboelser i Engesvang Sogn
1787 - 1940

Aftægtsbolig ved "Egelund" (nedlagt)

Krattet 7

Niels Chr. Christensen (06-01-1840; 28-05-1925) boede i en lang periode på Krattet 7 "Egelund". Se mere der.
Han havde tilnavnene "Forpagteren" og "Æ Hvæsmand".

Per Pehrson (23-12-1852; ) boede senere på Tjørnevej 64B (nedlagt). Se mere der.

Niels Anders Nielsen (1879; ca. 1960), kaldet Niels Andersen, skrev sine erindringer, da han var over 80 år og bosat i Faurholt ved Ikast.
I dem fortæller han om, hvordan han købte "Egelund" med aftægtsbolig, og han lader "Forpagteren" fortælle sin historie.

En del af erindringerne findes på Engesvang Lokalhistoriske Arkiv.

Niels Andersen:

Ejendommen var på 43 tdr. land og meget forsømt. Ved siden af gården lå et aftægtshus. Der boede en gammel mand, som havde haft gården i over 50 år, først som forpagter, siden som ejer. Han havde ret til at bo der, så længe han eller konen levede, men manden, jeg købte gården af måtte købe ham ud, ellers ville jeg ikke købe, og den gamle mand kunne ikke overtage gården, så enden blev, at jeg købte den. De to gamle flyttede til en datter i Engesvang.

Den gamle mand hed Niels Kristensen og konen hed Ida. Han var dannebrogsmand – veteran fra krigen 1864 og havde der fået en kugle gennem halsen; han var meget hæs. De kaldte ham forpagteren.

Da mor og jeg flyttede ind, kom han og sagde: ”Nu du skal have huset, må du vide, at den ene kakkelovn og grubekedlen er min private ejendom, og det tager jeg med, hvis du ikke vil købe det.” Det ville jeg nok, og vi gik ind og kiggede på det. Det var omtrent nyt, men havde alligevel stået i mange år og havde kostet 165 kr. Nu måtte jeg få det for 135 kr. ”Jeg vil give dig 35 kr., så kan du lade det stå.”

Forpagteren blev rasende og svang sin store næve i luften for mig, mens han sagde: ”Jeg har slået mange prøjsere i jorden, og havde jeg ikke kendt din far og mor og dine bedsteforældre, så var du kommet samme vej som prøjserne.” Der blev ikke noget af den handel.

Men nogle dage senere, da datteren og svigersønnen kom efter deres flyttegods, kom forpagteren ind og sagde: ”Kom med ind i huset.” Da vi kom ind, var indboet væk, læsset på vognen, og huset gjort rent og kakkelovnen pudset. Så sagde han: ”Synes du ikke det er en skam, at vi nu skal til at tage den kakkelovn og grubekedel med, så er lejligheden jo helt ødelagt. Giv mig et ordentligt bud på det.” ”Ja, så kan du få 45 kr.” ”Jeg står og mangler penge, du må hellere få det, og så vil jeg give dig en undskyldning for det, jeg sagde den anden dag.” Og så skiltes vi som gode venner.

I bogen ”Livserindringer”, Bind 1, skriver den senere oberst i Viborg N. P. Jensen om træfningen ved Dybbøl By den 17-04-1864 på s. 166: ”Det var første Gang, at Kompagniet havde været i alvorlig Kamp, og jeg havde kun Aarsag til at være meget tilfreds med mine brave Undergivne. En enkelt af dem, Underkorporal Nr. 20 Christensen, maa jeg dog særlig omtale. Med en ualmindelig Koldblodighed og uafbrudt Omsigt forstod han ikke alene selv, men ogsaa at faa sin Sektion til øjeblikkelig at benytte sig af enhver Blottelse, Fjenden gav. Under den største Del af Kampen havde han Standplads ved del lille Hus, saa at han uafbrudt kæmpede under mine Øjne. Pludselig hørte jeg en klagende Lyd, han havde faaet en Kugle gennem Halsen, men desuagtet vilde han fortsætte Kampen. Han blev kasseret som Invalid; men der hengik 40 Aar, inden det lykkedes mig at skaffe ham det Dannebrogskors, han saa ærligt havde for tjent.”

En dag lige før høst kom forpagteren gående fra Engesvang op til os og sagde: ”Jeg længtes sådan efter at se mit gamle hjem og se, hvordan du passer det.”

Jeg fik ham ind, og da han havde hvilet lidt og fået mad, spændte jeg for fjedervognen, fik forpagteren op i agestolen til mig, og så kørte vi rundt på marken. Hvert stykke jord havde sin historie, han havde jo ryddet det for egekrat, bævreasp og sten, hvoraf der lå i hundredvis af læs i skellene, som var 4 – 5 favne brede (7 – 9 m).

Da vi havde været rundt i marken og havde spændt fra, gik vi ind i stuen, og så fortalte han om krigen, men særligt om, hvor fattige de var de første år, han havde haft ejendommen i forpagtning.

De havde 2 køer og 2 stude, og det kneb med at avle føden til dyrene, så han måtte gå i dagleje for at tjene til deres egen føde. Så blev han indkaldt, var med i krigen, og Ida sad alene med 2 børn på ejendommen. Tit havde hun ikke andet fedtstof i huset end nogle stumper tællelys til at smøre panden med. Men krigen fik jo en ende, og forpagteren kom hjem igen; stemmen havde han mistet, men kræfterne havde han i behold, og dem var der brug for.

Forpagteren fortalte videre:

Forpagteren:

”Om sommeren gik brønden tør, så skulle vi ned til mosen for at vande dyrene. Der var nok en fælles brønd nede ved vejen mellem Svend Olsens (Krattet 8) og Anders Hauges (Krattet 5), men sov vi for længe, var brønden tom, og vi kunne gå ned til mosen efter vand til kaffen. Jeg havde Svend Olsen mistænkt for at tage mere vand end nødvendigt; han var en lodden rad. Nej, så var degnen (Krattet 10) nede i mosen en anderledes flink nabo. Der var jo også Jørgen Præst (Krattet 9) her nord for. Hans kreaturer og lam havde vi altid i vores korn. En dag Ida og jeg havde været i mosen og gik hjem til middag, gik der en 4 – 5 lam i min havre. Da sagde Ida: ”Du er da en sølle karl, at du vil have præstens lam til at æde al din havre.”

Jeg blev gal og gik hen til køerne; der lå en knippelkølle, som jeg havde til at slå pælene ned med. Den tog jeg i hånden og gik ind til præsten. De sad og spiste, og jeg slog køllen i bordet og råbte: ”Vil I holde lammene af min havre?” Præsten sagde til tjenestedrengen: ”Kristian, du må hellere løbe efter lammene, forpagteren er gal.” Der sad en gammel, tyk kone ved bordet, præstens mor. Hun sagde: ”Hov, hov, ta’en med ro.” ”Ta’en med ro, din gamle, tykke skrop, mens lammene æder min havre, men du kan tro nej.” Så slog jeg knippelkølle i bordet en gang til og gik, for jeg kunne ikke lide at have spektakel med naboerne.

Ja, den præst. Du kan selv tænke dig, hvordan han var. En dag kom drengen op og spurgte, om Ida ikke kunne komme derned, for konen var blevet syg. Lidt efter kom drengen igen – om jeg ikke kunne hente jordemoderen i Kragelund? Jeg fik spændt for og hentet madammen. Et par timer efter jeg var kommet tilbage, kom drengen igen. Han skulle låne 2 kr. til jordemoderen. Dem fik han også, men så sagde jeg til drengen: ”Du kan hilse præsten og sige, at næste gang må han hellere sende bud fra begyndelsen, jeg skal nok komme.” Ja, den præst, hans lige findes ikke.

En dag kom din bedstefar, Niels Sejten, forbi nede på vejen her. Han sagde til mig: ”Det er da skamligt, som det korn her er trådt ned. Det ville jeg ikke finde mig i.” ”Du ved nok ikke, hvad det vil sige at være nabo til præsten. Når jeg er så stærk, at jeg kan tage en tønde rug på nakken og bære til Bodholt Mølle og hjem igen, og jeg ikke kan sætte præsten på plads, hvad bilder du dig så ind, at du kan?” Så gik din bedstefar. Til Bodholt Mølle var 3 – 4 km.

Ja, du kan tro det var strengt de første år, men så kom jo banen. Der fik jeg lidt penge for jord til banen, og de tog en del fyld ved siden af, det fik jeg også penge for, og så havde jeg arbejde på banen.

En dag Peder Degn og jeg stod og læssede jord på tipvogne i fyldgraven, sagde jeg til degnen: ”Jeg synes, jorden bliver så fugtig, jeg tror, jeg finder vand.” ”Du finder gammelt skidt”, sagde degnen. Men jeg gravede et hul ned i jorden, og da jeg kom lidt ned, væltede vandet ud. Jeg tog så en skovlfuld vand og pludder og smed i hovedet på degnen, mens jeg sagde: ”Kalder du det for gammelt skidt, hvad?” Degnen slog en stor latter op og svarede: ”Giv mig en skrå, for det vand er meget værd, når du får en brønd her.”

Og så skal du høre. Den her ejendom var en skovparcel til en af gårdene i Engesvang. Da jeg så købte den, var den ikke sat i hartkorn, så jeg fik et lille stykke ca. ½ tønde land nede ved byen; det var der hartkorn på. Det var hovedparcellen, og dette her var udmarken. Du har vel tit hørt om en mand, de kaldte ”kongen” i Engesvang. Han havde giftet sig med den enke, jeg købte ejendommen af. Uden videre pløjede og såede kongen korn i min jord ved Engesvang. Da jeg kom hjem og fortalte Ida det, sagde hun: ”Du er et pjok, det varer ikke længe, så tager kongen hele ejendommen.” Men der står i biblen, at hvad en mand sår, skal han også høste. Så spændte jeg studene for vognen og tog plov, harve og noget boghvede med, kørte ned og pløjede kongens korn ned og såede boghvede i stedet for. Men da det var kommet op, pløjede kongen det ned, og så var det for sent at så korn igen. Så gik jeg til Kjellerup og meldte kongen for at have ødelagt min boghvede. Jeg krævede erstatning. Der kom 2 af de her lyseblå gendarmer ridende fra Kjellerup for at se skaden, og da jeg havde skøde og kort på jorden, var det jo klart, at jeg havde ret. En tid efter blev kongen og jeg stævnet til at møde for retten i Kjellerup, og du kan tro, ”majestæten” måtte bukke sig. Jeg fik 100 kr. i erstatning.

(Forpagteren havde købt de 2 parceller kaldet 8c, hvoraf den største på ca. 43 tdr. land lå ude i Krattet 7 og den mindste lå lige syd for de 4 gårde i Engesvang Kirkeby. Begge havde oprindeligt tilhørt Gård 3, men var i 1854 blevet frasolgt.)
(De blå Gendarmer blev oprettet i 1885 og nedlagt i 1894.)

Men du kan tro, det har ikke altid været nemt for mig. Ida er jo skrap, og så fik vi ham Thorvald, knægten. Du ved jo nok, vores datter blev lokket ved ham gæstgiveren i Moselund, ja, det var sørgeligt. Men knægten fik vi. Ida kunne aldrig se nogen fejl ved ham, så da han blev konfirmeret, ville han slet ikke lyde mig. En dag vi havde fået vores mellemmad, skulle han flytte køerne. Det ville han ikke. Så sagde jeg til ham, at jeg kunne skyde en prøjser, og nu skulle han også blive skudt. Jeg løb ind i soveværelset og tog bøssen ned fra bjælken. Så løb knægten ud af huset, og jeg på hosesokker bagefter. Det gik et par gange rundt om gården, så sprang knægten ind i krattet og var væk. Ida gik og kaldte på ham, men han var væk. Nogle dage efter kom moderen efter hans tøj, han havde fået en plads, og nu er han blevet et ordentligt menneske.

Men det værste jeg har været ude for i hele mit liv, var da jeg skulle over til København og takke kongen for mit dannebrogskors. Dagen før jeg skulle rejse, skulle jeg levere en fedekalv til en slagter i Bording. Det var ikke muligt at række den, hverken med det gode eller det onde. Den vejede godt 200 pund (100 kg). Så bandt jeg benene sammen på den og tog den på nakken. Jeg havde ikke tænkt på, at det var en tyrekalv. Jeg fik af og til en slat vand ned over kroppen. Før jeg nåede til Bording, var jeg gennemblødt og skoldet på skulder og ryg. Kalven var jo varm og lå ikke rolig, så du kan tro, jeg var i en gruelig pine. Da jeg kom hjem til Ida, og hun så, hvordan jeg var lavet til, græd hun, for nu lugtede jeg som ajle og skulle over til kongen. Jeg blev vasket og vasket og smurt i alt det skidt, Ida kunne låne hos naboerne. Men dagen efter rejste vi til København. Ida var med, hun ville lugte til mig, før jeg skulle op til kongen. Vi boede på et fint hotel, de dage vi var i København.”

Niels Andersen:

Sådan endte forpagteren fortællingen, og han spurgte, hvad klokken var blevet. Han skulle nok se at komme hjem. Vi var jo ude på de små timer. Jeg spændte så for vognen og kørte ham hjem. Datteren sad oppe og ventede på ham. ”Det er den bedste dag, fader har hele året,” sagde hun. Han kom hver sommer, så længe jeg boede der.

Til Toppen